Dem, vi savner..
Vores hunde er en del af vores familie. De lever sammen med os og er en del af både hverdagen og festen:)
De ligger altid i gangarealerne eller for fødderne af os. De står klar i entreen med stor gensynsglæde, hvis bare vi har været væk i fem min. De er opmærksomme på os og tilpasser sig vores energi på fineste vis. De bringer glæde og grin ind i vores liv og kalder på et nærvær fra os. De står klar, hver gang vi skal noget sammen, hvadenten det er træning, gåtur, leg i haven el. noget fjerde..
Men det efterlader også et enormt tomrum, når de så en dag ikke er her mere. Man bliver nok aldrig klar til at sige farvel til sin hund, men det bliver altid sværere, når det er en ung hund eller pga. sygdom i for ung en alder.
Som et lille minde om de fantastiske, trofaste og kærlige hunde vi har haft, får de hver deres side.
"Bare en Hund", er der Mennesker, der siger. Er det "bare", at et andet Liv har sluttet sig til mit, at en Hale klapper i Gulvet af Glæde ved at høre min Stemme, at en Snude fortroligt stikker sig ind i min Haand, at to Øjne røber mig Verdener af Tillid og Hengivenhed? Hvad er Venskab andet end at to har nogle Interesser fælles og Minder sammen, "forstaar" hinanden, er lykkelige i hinandens Selskab?
Jeg skammer mig ikke over de Taarer, der bryder paa, naar jeg siger Farvel til min Hund.
Uddrag af "Farvel til ven" af sognepræst Kaj Munk.
